tirsdag den 13. maj 2008

Enarmede tyveknægt

Jeg strikker skam endnu, men det har været i hård konkurrence med haven. Dens bede er blevet studset, ukrudt fjernet og drivhuset er blevet genoplivet. Drivhuset har fået skiftet nogle ruder, er renset, og de første tomatplanter er også blevet plantet. Vindruen hygger sig også, så det ser godt ud derinde igen.

Den enarmede tyveknægt er altså denne her, Max fra Elsebeth Lavold's bog nr. 12 "Walk in the park collection"
Jeg strikker den i originalgarnet, som er Lavold's Silky Wool. Det er farve nr. 9, men jeg synes ikke hendes farverkort er særlig farveægte, så billedet nedenunder er det bedste mht farve.
Den er dejlig hurtigt at strikke på pind 4, uden at blive en tyk trøje, og manden min har skam selv valgt den en dag hvor jeg kiggede på nettet, han kom forbi og mumlede på godt jysk: "den er sgu da fin". Godt så.....

Jeg strikker også på Corsage fra Isager's Strik a la Carte bog. Bogen har jeg haft i næsten et år. Så det var vel også på tide og få lavet noget ud af den. Den strikkes som en mini-KAL sammen med Laila og det er da så hyggeligt.

Den strikkes på pind 3,5 mm (skal nok lade være med at brokke mig ligesom sidst), med 1 tråd Drops Silke (udgik i 2006) og en tråd Silke Lin fra BC Garn.

Det er et noget kompakt strikketøj, ingen af garnkvaliteterne giver sig meget, så det er rart at skifte tilbage til Max en gang i mellem og give den nogle pinde.

5 kommentarer:

Dorthe sagde ...

Hej Tineke.
ja noget kommer da der ud af dine strikkepinde, om de er selvstrikkende eller hvad ved jeg ikke, men hvis du har noget alt det der og haven så har du godtnok brugt tiden effektivt. Begge projekter ser gode ud.

Karina sagde ...

Ja, du har da slået turboen til eller bare ikke slået den fra for du har da altid drøn på hos dig. Utroligt hvad du når med de der pinde.

Mønsteret på herretrøjen er jeg da "svært" imponeret over, når nu vi er i gang med det jyske! Det er rigtig fint.

Corsage har jeg selv prøvet at få i fart hele to gange, men begge gange har jeg pillet op. Det er vel også det jeg er mest kendt for :-) Måske den skal have en 3. chance, for fin ser den ud.

Dorthe sagde ...

Suk, jeg eeeelsker bare Elsebeth Lavolds modeller, og sikker en flot farve du har valgt.
Det ser rigtig godt ud med Corsagen, men jeg må da nok sige, at hvis du regner de strikkerier for lidt, i konkurrence med haven, jaså må din have være det rene paradis ;-)

Knus fra
Dorthe

Shabby - Marianne sagde ...

Hold da op hvor har du gang i pindene her i varmen.... Flot trøje til husbonden og jeg er lidt vild med corsagen, der startes oppefra - den kunne jeg godt forelske mig i - i al fald ideen...

Liberta alias Pia sagde ...

Imponerende så flittig du kan være her i varmen. Max ser rigtig flot og lækker ud. Min mand har desværre endnu ikke udsendt "købssignaler", når jeg henkastet siger "man kunne jo også strikke noget til en mand!!", men det kommer forhåbentlig en dag. Ellers strikker jeg jo nok noget til ham alligevel for det ville være sjovt med lidt herrestrik for afvekslingens skyld :-)
Hilsner Pia