fredag den 28. november 2008

Nu har jeg spidser...

...og det kan du lige bide spids på! Jeg var blevet færdig med denne sjal for nogle dage siden, vaskede den, fik den spændt ud og, var ikke tilfreds. Kanten havde jeg lukket for stramt af, så nul spidser, øv. Det kan tydeligt ses på dette billede:
Den fik lov at hænge over en stol her i stuen, mens jeg har kigget olmt på den i flere dage. Først sagde jeg til mig selv at modtager jo ikke kender opskriften, så vil hun tænke over spidser, ikke spidser? Nej, hun ville nok ikke, men det er jo mig som har lavet den, og jeg er IKKE tilfreds.

Mumlede lidt sur på det hersens sjal der, og så i går var det nok. Kanten blev møgsommelig pillet op, pind i, og en 10 mm rundpind i den anden hånd. Og så blev der lukket af igen, skyllet op, og nu ligger den spændt ud igen, men nu duer det.

torsdag den 27. november 2008

4. gang er lykkes gang

Det er nok sæsonens dyreste futter, som jeg har fremstillet, sikke en farce!

Jeg strikkede efter adskillige opskrifter, bare en par ganske almindelige futter til Nina, tror du da ikke at de var dårlige allesammen? Altså! Så var de for store, så var de for vidde, og et par kom jeg til - ahum - at sy sammen på den forkerte led inden jeg valkede, ud i skralderen med det hele. Suk...

Så dukkede denne her opskrift op, og en eftermiddag og 1,5 nøgle Highlander senere, så lykkedes det sgu! Og Nina er yderst tilfreds med disse futter, og jeg kan nu sove roligt igen om natten, nøj, hvor kan dét irritere mig, ikke at kunne frembringe et par ..... futter!!

Nu vil jeg nørkle videre på min Porom (unravel it), bare fordi mine ører trænger.

onsdag den 26. november 2008

Må man godt sige j.u.l. nu?

November måneden er bare smuttet i mellem fingrene, og snart banker første december på. Mon jeg ik' skulle få fingrene ud og få fat i kalenderlyse, bånd og adventslys? Vi varmede lidt op den anden dag med at bage nogle hindbærkager, et opskrift som vi fandt i en tilbudsavis tror jeg nok. Det blev til to plader, og der ståede sidst i opskriften at de godt kunne gemmes, bare de pakkes lufttæt. Magen til unødvendig information skal man lede efter længe :) :)

Her ér liv endnu!


Men det hænger nogle gange lidt i laser, og der er dage hvor jeg slæber mig igennem, glad for når jeg kan komme i seng om aftenen.

Sagen er, at jeg har fået nyt arbejde, det har varet noget tid, før en kontrakt var på plads, men siden august (i praktik) og siden 1. oktober (som ansat) er jeg fastansat på et advokatkontor, her i Vejen. Det er noget af et skift fra en kendt legetøjsfabrikant til den noget mere konservative advokatverden, men det er godt. Godt at jeg har fået bevilliget flexjob, og godt at jeg har fået arbejde inden min kontrakt udløber per 1. januar 2009.

Så nu er der ro på, på det front. Men jeg træt, altså T.R.Æ.T. Men mon ik' det er indkøringsfasen her, det skal nok blive godt, det er nogle hyggelige kolleger og en rigtig god atmosfære.

Så derfra den enorme stilhed her på kanalen, der strikkes, og snart følger der også en strikkerelateret indlæg, jeg lover!

tirsdag den 18. november 2008

Og hvorfor er det så liiiiige

at ungerne aldrig er syge samtidig, kunne vi da for søvsen få det hele overstået på 1 gang, nææææ nej, Nina var syg fra fredag til og med mandag, og i dag er det Magnus' tur. Mon vi skal tvangsfodre ældste med en kilo appelsiner inden han går i seng, det er så godt med c-vitaminer......

søndag den 16. november 2008

Doven søndag

Og vi nyder det. Siden sidst har min søsters pige proklameret at hun i hvert fald ikke vil have noget hjemmestrikket, fiiiiint, mere strikketid til moi, tænker jeg så. Så det var nok derfor trøjen ikke vil blive trøje men nederdel. Der er da også en mening med det hele.

Så var der jo "det bryllup vi ikke skal med til", vi er med i gaven fra hele familien og de andre skikammesjukker, men jeg syntes vi manglede at sende noget med fra os personligt. At strikke kærlighedsvotter bare fordi vores cousine er norsk, virkede noget fjollet, for det bliver jo aldrig nogensinde koldt på Mauritius, og at lave dem i bomuld, naaai.
Derfor startede jeg i går på denne Shetland Triangle, i hindbærfarvet Drops Alpaca. Der var dengang mange spekulationer over hvad for et sjal jeg skulle lave, eller måske hellere en stola. men nu bliver det altså denne her trekantede model, som jeg synes er meget anvendelig, og jeg vil ikke lave den i hvid eller råhvid, nææ nej. 

Til netop dette klima må det være passende med sådan en hindbærdrøm, til at slå om sin gigtplagede krop, som netop var grunden til hun tog på ferie til Mauritius, og fandt sin drømmeprins.

Ydermere slyngler jeg runde efter runde på min Overslyngel, endnu en lækker sag fra Bente. Denne her gang i noget isblå uld. Og så er der gang i (for) mange småprojekter, som ikke kan fotograferes, de er uanseelige indtil de er færdige.

tirsdag den 11. november 2008

En trøje, er en trøje, er en nederdel...

... øøøøøh, forvirret? Ikke efter næste afsnit af "der var engang en strikkeprøve".

Jeg ville lave en trøje til min søsters pige, sådan en som fra Mayflowers hjemmeside (Lene Holme Samsøe har været igang der også), og således gik jeg frejdig i gang, efter en bette strikkeprøve.
Men, jeg kunne hurtig se, at den i hvert fald ikke kunne komme til at passe en forvokset 12 årig, men derimod ville være total perfekt som nederdel til Nin'sen, altså min Nina.
Og den varmer godt, siger frøkenen, og det er noget råkoldt vejr i dag.
Så nogle indtagninger, en linning og et stykke elastik senere, er hun da helt lykkelig for sin nye varme nederdel.

Om det der med skridt...

...som så ikke har noget at gøre med sidste indlæg, men med det faktum at Magnus 4. november har fået opereret hoften, så lykkedes det. Det er veloverstået, men har også været en drøj uge, for det er noget som gør ondt, rigtig ondt, men heldigvis er den lille mand bare en fighter med stort F, så han klarer sig, og racer nu rundt i kørestolen her i huset, så vi har svært ved at følge med ham.
Og her lige efter...
Og selv om man sidder midlertidlig i kørestol, så gøres det vel med stil, ik'?

lørdag den 1. november 2008

Et lille skridt for menneskeheden...

... men et stort skridt for Tineke :) :)

Det kan jeg vist rolig sige når jeg taler om Tangled Yoke Cardigan. Startede allerede på den i sommers. Den kom endda med på ferie til Laila og det sydlige Schweiz, så disse garnnøgler har være på noget af en rejse, og været så meget igennem.

Hvorfor? Det tanglede mønster viste sig at være noget bøvlet for mig. Havde jeg mødt min overmand? Var optrævling den eneste løsning? Jeg prøvede mønsteret 1 gang, og hyllede efterfølgende op igen. Grimme ord blev sagt...

Indtil jeg kom i tanke om at skrive mønsteret ud, pind for pind, hver pind består af 5 forskellige mønsterdelen, og hellere ikke alle returpinde er mønsterfri.
Så mange sedler senere, er jeg nu lige ved at være i mål, så strikkemæssigt er jeg ikke til at skyde igennem i dag, overhovedet ikke!

Den søde j....tid














nærmer sig, i hvert fald hvis man spørger dem som iiih så gerne vil se os i selskab af vores pung, dankort e.l., for det vælter ind med kataloger nu, så nu er der gang i den store planlægning her, der bladres og skrives eller tegnes ønskesedler.

Nu har de faktisk allerede lavet en ønskeseddel, inden disse kære kataloger væltede ind, for jeg synes at de bliver enormt påvirket af disse überstylede billeder, en simpel flyver kan med en superbaggrund således næsten se ud til som om man får en rigtig rumraket i baghaven.

Men hold op hvor de hygger sig ...

Hos Ib...














... Anette Ib, købte jeg nogle ganske enkle ørestikker. Hun var også en af udstillerne på Håndarbejdsmessen i Fredericia. Der er en lille historie bag netop denne køb, hun havde nemlig sin mand med, og netop manden er en af mine gamle LEGO kollegaer, som rejste allerede tilbage i 1999. Og jeg har ikke glemt ham, for han var en af de mere farverige.

Han presterede at gå på LEGO's direktionsgangen, for at yde IT support, i meget korte, meget pinke shorts, bare ben og træsko, på en varm julidag. Mens vi både fnisede og gøs lidt ved tanken af ham i disse ømme shorts, så var han jo bare sig selv, og klarede da også opgaven.

Ham og fruen lagde også gerne hus til vores julefrokoster, og det var øøh også meget farverigt, sjovt og bestemt mindeværdigt, ikke mindst da en af mine andre kolleger savede en (meget) dyr skærebræt i 2 stykker, fordi han synes det ikke passede for godt i skabet.