mandag den 19. april 2010

Færdig bolero...

...og Nina er glad. Den har været sjov at strikke, selv om jeg havde mine betænkninger over garn sammensætningen.
Efter vask er Viscolin'en og Højlandsgarnet flydet lidt sammen, men også kun lidt. Jeg bryder mig nok ikke så meget om Viscolin garnet, det tager lidt af "guffeluffen" fra Højlandsgarnet, synes jeg.
Kommer lige til at tænke på jeg har mere i denne sammensætning på lager, det vil jeg så lige tænke lidt over. Mønster er der ikke noget at udsætte på, som sædvanlig, Fru Danielsen kan bare det der.

Jeg har forlænget ærmesektionen lidt, lagt en ekstra udtagning i, og forlænget det nederste på boleroen en anelse fra at få en størrelse Nina. I bogen går størrelserne kun til 8 år, og Nina med sine 9 år, bruger nok nærmere størrelse 10 år.

Hun synes selv at den er dejlig at have på, og at den ikke kradser. Dét er bestemt en god ting, for så bliver den forhåbentligt brugt. I første omgang vil hun bære den til storebrors konfirmation.


Faktaboks:
Mønster: Isdronningen fra "Det er ganske vist..." Annette Danielsen
Pind: 5,0 mm rundpind / strømpepinde
Garn: højlandsgarn & viscolin (har ikke styr på forbrug, bum bum, skal jeg lige finde)

Konfirma-hvad?

Lad det være sagt med det samme, det overrasker mig. Hvor meget tid det tager med det her - for mig - nye koncept: konfirmation. Som "hedensk hollænder" har jeg da skulle sætte mig ind i en del, synes jeg, men det hjælper på det. Jonas syntes det ville være dejligt vi "bare lavede maden selv", jo jo, så det gør "vi" så. Ah, ret skal være ret. Han har faktisk selv været med til at forberede og lave en del af maden selv, og det er da godt. Men så er det alt andet mad, sange, tale, tøj, bordkort, drikkevarer og nøddetærter. Nøddetærter, som jeg nu har fremstillet i 3 versioner: den vellykkede, den næsten perfekte, og dem som vi selv kan spise en gang :). I kan nok læse, der er IKKE gået en madmutter gået tabt i mig. Men, vi skal nok nå i mål, og 30. april er dagen hvor vores ældste forhåbentligt får en rigtig god festdag.